Hvad betyder det, når man snakker om diamantkvalitet?
At sige at en diamant har en lav eller høj kvalitet er lidt mere nuanceret end som så.
Alle diamanter der bliver solgt til smykkeindustrien har en kvalitet, der gør at de kan tåle normal brug i et smykke. Dog kan meget omfattende inklusioner eller strukturelle svagheder påvirke en diamants holdbarhed. Når en rå diamant har så mange indeslutninger eller brudzoner, at den ikke er velegnet til smykkebrug, anvendes den ofte til industrielle formål. Så det skal man som udgangspunkt ikke være bange for.
Samtidig er der altid en mulighed for, at en diamant kan knække eks. et hjørne, enten i produktion eller ved brug. Selvom diamant er det hårdeste naturlige materiale der findes. Dette kommer af diamantens atomiske opbygning, hvor den har det vi på fagsproget kalder ”growth planes”.
Når vi derfor snakker kvalitet, er det mere retvisende at tale om diamantens karakteristika frem for blot at kalde den “høj” eller “lav” kvalitet. Det er her vi kommer ind på de 4 C’er, som er det system vi bruger til at vurdere en diamants kvalitet, sjældenhed og værdi.
Lad os bryde dem ned, en for en.
Clarity
Clarity beskriver de naturlige karakteristika, der findes i og på diamanten, og hvordan de påvirker dens klarhed og udseende.
Inklusioner dækker over flere ting, som kan påvirke en diamants klarhed. Herunder nogle små ”pin points”, som forenklet sagt er små prikker, enten i diamantens overflade eller indeni selve diamanten, og som ofte er blandt de mindre typer af inklusioner.
Når man graduerer en diamants clarity (klarhed), arbejder man med følgende skala:
F (Flawless)
IF (Internally Flawless)
VVS1 (Very Very Slightly Included)
VVS2 (Very Very Slightly Included)
VS1 (Very Slightly Included)
VS2 (Very Slightly Included)
SI1 (Slightly Included)
SI2 (Slightly Included)
I1 (Included)
I2 (Included)
I3 (Included)
Color
Her snakker vi farven på diamanter. I dette skriv forholder vi os til de farveløse diamanter, da farvede diamanter har en anden skala, med andre udtryk, man arbejder med.
De fleste diamanter har hvad vi kalder BGM; Brown, Grey, Milky undertoner. Det kommer af, at der under skabelsen af diamanter kan opstå variationer i krystalstrukturen og tilstedeværelsen af sporstoffer, som kan påvirke diamantens farve.
I farveløse diamanter arbejder vi med farver fra D-Z.
Cut
Her snakker vi om slibningen af diamanten.
En slibning handler om selve slibningen, og om hvordan man lægger facetterne, som er de flade overflader på en diamant.
Det er facetternes placering og diamantens proportioner, der bestemmer hvordan lyset bevæger sig gennem stenen, og hvor meget lys der returneres til øjet som brilliance, fire og scintillation. Det handler om samspillet mellem lys, vinkler og facetter, og det er netop det der giver diamanten dens glimt og liv, når den bevæges i lyset.
Når det handler om Cut, kigger vi på stenens proportioner, polish og symmetri. De bliver rangeret på en skala der går fra Excellent, Very Good, Good, Fair og til Poor.
Carat
Dette er nok det element i diamantverdenen som folk flest kender til – nemlig caraten på en diamant.
Caraten på en diamant er altså vægten på stenen.
Den internationale enhed for vægtmåling af ædelsten er carat. Én carat svarer til 1/5 gram (0,20 gram).
Forskellige former på en diamant kan vise en større eller mindre diamant, selvom de har samme carat. Eksempelvis vil en oval diamant på 1 carat ofte syne større end en rund brillant på 1 carat.
Dermed synes jeg ikke man udelukkende skal fokusere på selve caraten på diamanten, hvis man søger den størst mulige visuelle diamant til et smykke. Her kan det være værd at udforske de forskellige diamantslibninger, da de giver andre proportioner og visuelle udtryk.
Den rette diamant
Når man taler om diamantkvalitet, er det altså ikke én enkelt faktor man ser på. Det er samspillet mellem Clarity, Color, Cut og Carat, der bestemmer diamantens sjældenhed, værdi og visuelle udtryk.
Derfor kan to diamanter med samme størrelse se meget forskellige ud – og have meget forskellige priser. Netop derfor kræver det lang erfaring og stor kompetence at klassificere diamanter, og de bliver ofte vurderet af mere end én person for at sikre en så ensartet klassificering som muligt.
Det er netop derfor, at jeg altid anbefaler at se på diamanten som en helhed frem for at fokusere på én enkelt faktor. Hvilken kombination af de 4 C’er der er den rigtige, afhænger af hvad man vægter højest. For nogle er størrelsen det vigtigste, for andre er det klarhed, farve eller slibning. Der findes derfor ikke én perfekt diamant – kun den diamant der passer bedst til den person, der skal bære den, og de ønsker, prioriteter og det budget, der følger med.